Jeg er i tvivl om min graviditet
Når graviditeten kommer som et chok og beslutningen om graviditeten bliver svær.
Kære Gitte.
Jeg har for 6 dage siden, fundet ud af at jeg er gravid. Det er kommet som et KÆMPE chok, og jeg er fuld af angst og fortvivlelse. Faktisk så meget at jeg har en tid til en abort om 6 dage. Men nu er jeg også kommet i tvivl om den beslutning, og håber jeg måske kan få nogle råd her.
Jeg har verdens dejligste kæreste, der støtter mig i den beslutning jeg ønsker.
Men sagen er den, at jeg bare slet ikke er glad. Jeg er rædelsslagen! Det er kommet så uventet. Vi bor ikke sammen før om en måned. Jeg skal til at læse videre fra september, og jeg har “kun” kendt min kæreste i 8 måneder. Men vi har begge været syge fysisk, så det har været nogle turbulente måneder, og vi har ikke tilbragt så meget tid sammen, som man nok normalt ville have gjort som nyforelskede.
Nu står jeg så og er gravid, og aner ikke hvad jeg skal stille op. Det hele føles så forkert, og slet ikke om som det er gået “rigtigt” til. Men samtidig har jeg så svært ved at føle at mine undskyldninger for en abort er gode nok.
Jeg føler ikke at med min og hans alder, kan forsvare at få en abort. Vi bliver jo ikke yngre (30 og 34 år) Men det optimale ville jo være at vi lige nåede at være at bo sammen, få en hverdag sammen, komme godt i gang med mit studie osv. Jeg er så bange for, at når vi ikke kender hinanden bedre, at det vil ødelægge vores forhold med at få et barn allerede.
Der udover er jeg barn af en alkoholiker, og kæmper sindsygt meget med at mærke og håndtere mine følelser som et Men deraf. Jeg er rædelsslagen for om jeg vil kunne elske det her barn, om jeg kan finde ud af at være mor, om jeg vil få jordens største fødselsdepression, osv. Men jeg kan simpelthen heller ikke holde tanken ud om at jeg fravæger et barn, fordi det ikke passer ind i planen, er gået “rigtigt til” eller fordi jeg er så bange.
Jeg er bange for at fortryde mit valg resten af mit liv, fordi mine begrundelser ikke er noget nok..
Har du nogle gode råd?
Kærlig hilsen
En meget fortvivlet, bange og ked af det kvinde.
Svar
Kære dig.
Hvor er jeg glad for, at du skriver og rækker ud.
Det lyder absolut ikke som en rar situation for dig at stå i lige nu. Jeg kan godt forstå, at der er mange tanker, følelser og overvejelser på spil for dig i disse dage.
Det er en rigtig stor beslutning både at skulle vælge et barn til og at vælge et barn fra. Og uanset hvad beslutningen bliver, er det ikke en beslutning, der er let at træffe på så kort tid.
Nu ved jeg ikke hvor langt, du er henne i graviditeten, men er der en mulighed for, at du kan udskyde din aftale til at få foretaget en abort?
Du skriver selv, at graviditeten er kommet som et KÆMPE chok, og jeg læser også, at det er sådan, du reagere. Når jeg læser, at du reagerer med angst og fortvivlelse, så tænker jeg, at du lige nu (måske) er i chok.
Når man er i chok, er éns umiddelbare ønske at vende tilbage til det normale og trygge. Derfor er det også svært at træffe en beslutning i en choktilstand. I en choktilstand vil beslutninger ofte blive truffet ud fra et fravalg af noget ukendt og utrygt, og et tilvalg af noget sikkert og ufarligt. Det er fuldstændigt normalt.
Du skriver, at du har mange bekymringer omkring en graviditet og familieforøgelse på nuværende tidspunkt, og samtidig skriver du også, at du er bange for, at du kommer til at fortryde dit valg resten af livet, hvis dit valg bliver et fravalg af barnet.
Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer og overvejelser, og jeg kan også læse ud fra det, du skriver, at du er meget i tvivl om, hvilken beslutning, der er den rigtige.
Derfor tænker jeg også, hvis det er muligt, at det kan være en god idé, at udskyde din aftale til en abort.
Det gør jeg, fordi det er som jeg har skrevet, meget svært at træffe en beslutning i en choktilstand og det gør jeg, fordi du er så meget i tvivl.
Mit umiddelbare råd til dig er, at give dig selv lov til at være i tvivlen i et stykke tid. Og prøve om du kan finde lidt ro til at få dit chok over graviditeten lidt på afstand. Jeg ved godt, at du ikke bare sådan lige kan få det til at forsvinde, men måske du kan få det på en sådan afstand, at du kan træffe din beslutning på et andet grundlag end ud fra det chok, graviditeten er for dig lige nu.
Du har mange overvejelser omkring et tilvalg af barnet, og hvad det kommer til at betyde for dig, dit barn, og dit og din kærestes forhold.
Jeg kan godt forstå, at du har de overvejelser og de bekymringer, der medfølger, og samtidig kan jeg også læse, at du er meget bevidst om, hvilke udfordringer, du kan komme til at stå med.
Og det er en kæmpe ressource, at du er bevidst om det!
Når du allerede nu kan sige, hvilke udfordringer du har f.eks. som følge af at være barn af en alkoholiker, så er det en stor hjælp for dig videre frem mod et evt. moderskab.
Det er det fordi, du kan begynde at forberede dig på de mulige udfordringer allerede i en eventuel graviditet.
Jeg ved, at det er en meget svær beslutning, du står med lige nu, og jeg ønsker for dig, at du kan finde lidt ro til at træffe det valg, der er det rigtige for dig lige nu.
Og det er virkelig vigtigt at huske på, at den beslutning, du træffer netop er det, der er det rigtige for dig lige nu.
Nogle gange kommer ”livet væltende”, hvor det er nødvendigt at tage et fravalg for, at det ikke får alt for mange negative konsekvenser.
Andre gange når livet kommer væltende, så giver det livet en helt anden retning end den, man havde regnet med, og det kan være det rigtige på det tidspunkt.
Allersidst vil jeg informere dig om, at jeg tilbyder en 20 min. gratis samtale, og det er du selvfølgelig meget velkommen til at benytte dig af. Nogle gange kan det være rart at få vendt sine tanker med en anden.
Hvis du er interesseret i det, kan du sende mig en mail på kontakt@gittedaasbjerg.dk
Alt det bedste til dig
Kærlige hilsner, Gitte.
No related posts.