Er humørsvingninger også en del af din graviditet?
Graviditeten kan føles som en følelsesmæssig rutsjebanetur af den store slags.
Helt naturligt sker der hormonelle forandringer både i din graviditet, under fødslen og i tiden efter fødslen, der gør, at du reagerer stærkere følelsesmæssigt, kan have let ved gråd og dit humør generelt kan være lettere påvirkeligt.
Derudover er graviditeten en overgang i livet, og overgange kan være sårbare perioder, hvor du også kan være mere sårbar.
Jeg vil gerne give dig nogle helt konkrete idéer til, hvad du kan gøre for at få mere overskud og mindske de udsving dine humørsvingninger i graviditeten giver.
Men først skal vi se lidt nærmere på, hvad humørsvingningerne er for en størrelse, og jeg håber på, at jeg kan ændre lidt på din mentalitet omkring dem, så du kan byde dem velkommen ind i dit liv.
Hvad sker der med dig?
Det trygge og velkendte ”land”, du kender så godt, er du ved at bevæge dig væk fra, og du er ved at finde frem til et land, som du ikke kender endnu, og som du måske ikke engang ved, hvor du skal finde.
Du er på vej til at blive mor og have ansvaret for et lille barn, og at du nu pludselig er så sårbar og ikke kender det land, du er på vej hen til, kan virke helt forkert.
Det overrasker mange, at det barn og det nye liv, de glæder sig til, kan give så svingende følelser og gøre dem usikre, utrygge eller bange.
Men det er vigtigt at huske på, at det ikke er dit barn eller nødvendigvis dit nye liv, der gør dig usikker, men de forandringer, der sker, og den proces, du er i.
Det er den ukendte vej, du lige nu bevæger dig på og de hormonelle forandringer, der giver dig udsving i dit humør.
Humørsvingninger i graviditeten er helt naturligt
De tanker og overvejelser der opstår i forbindelse med en graviditet, er en fuldstændig naturlig del af den proces, der er på vejen ind i moderskabet. Selvom du allerede har et eller flere børn, så sætter en ny graviditet ofte livet i et andet perspektiv, og medfører tanker og overvejelser om, hvordan dit liv nu kommer til at blive.
Jeg ved, at det for mange gravide kan blive meget overvældende med alle disse nye forandringer og de medfølgende tanker, og det kan ofte føre til bekymringer om fremtiden, tiden som mor, parforholdet mm.
Rigtig mange gravide accepterer bekymringerne og tænker at ”sådan er det at være gravid, det skal nok gå over”.
Og ja, det er også helt rigtigt, at det ofte er sådan at være gravid, men en accept behøver ikke at betyde, at du ikke kan gøre noget ved det.
For det siger min erfaring mig, at du kan.
Du kan ikke fjerne de forandringer og processer – hormonelle og følelsesmæssige, som en graviditet sætter i gang. Men du kan lære at følge med dine forandringer uden at de bliver for styrende for dit liv eller påvirker dig i en alt for negativ retning.
Prøv at se dine forandringer, tanker og bekymringer som muligheder. Det er døre, der kan åbnes og vise dig vej ind i et styrket moderskab.
Rigtig mange ønsker blot at lukke alle disse døre og få det til at forsvinde, og de accepterer eller fornægter det i håbet om, at de kan bevare fokus på den glæde, det også er – eller bør være – at være gravid.
Det kan også lykkes i nogle tilfælde.
Men senere, når barnet er født og vokser op, kommer der unægtelig til at opstå udfordringer, bekymringer, tvivl og meget andet. Det kan ikke undgås, heller ikke selvom du forholder dig til dine udfordringer under din graviditet.
Når du allerede nu begynder at åbne disse døre og lære, hvad der er på den anden side, kan det være en stor hjælp senere. Du vil få en forståelse for og erfaring med, hvordan du kan navigere rundt i de forandringer, der er lige nu og de forandringer der kommer i årene fremover.
Du vil få erfaringer med:
- Hvordan du kan møde og håndtere dem.
- Hvordan du kan være med dem.
- Hvordan du kan komme til at stå stærkere med mere overskud og ro.
De store udfordringer ved humørsvingninger i graviditeten
Udover at dine humørsvingninger kan bære præg af både:
- tristhed,
- glæde,
- lykke,
- frustration,
- spænding,
- frygt
- og måske endda angst,
så er der nogle konkrete udfordringer i hverdagen, som gravide ofte beskriver overfor mig.
Det er:
1. Adfærd
Hvordan du håndterer udfordringer og forandringer, kan ændre sig under din graviditet.
Du er blevet så kendt med og vant til, hvordan du takler nye situationer, udfordringer og forandringer.
Du er måske vant til at være den, der har overblik, overskud og er handlekraftig. Under din graviditet oplever du måske, at du i stedet for mister overblikket, du bliver drænet, bare du tænker på jeres nye situation, og du har svært ved at tage initiativ til ret meget.
Det kan være, at du bliver mere indadvendt, og at du ikke har lyst til de samme ting længere, som du tidligere har haft.
2. Prioriteringer
Du prioriterer måske din tid helt anderledes nu, og måske er der andre aktiviteter eller værdier, der bliver vigtige for dig.
På dit arbejde eller dit studie kan du måske også mærke, at din indsats og dine ambitioner ændrer sig.
3. Forhold
Det kan også være, at du oplever, at dit forhold til din partner, til din familie og dine venner forandrer sig.
Måske har din partner og dit netværk svært ved at forstå, hvorfor du pludselig er ”en helt anden”.
Alt dette er helt normalt.
Men det kan være en voldsom omvæltning for mange, og noget de færreste er forberedte på, når de forestiller sig deres graviditetstid.
Det kan føles som et kæmpe nederlag, og du kan måske blive i tvivl, om du kan klare opgaven med at blive mor, og om jeres parforhold kan holde til, at I skal være forældre.
Men husk på, at du er ved at omstille dig til at være mor, og når du reagerer anderledes i situationer, er det fordi, at du er ved at indstille dig på en periode med et lille spædbarn.
Det der typisk sker, er at dit fokus ændrer sig fra at være ude i og omkring dine omgivelser til at være rettet mere mod det barn, du bærer. Når du bliver gravid, sker der helt biologisk det, at du skal sikre dit barns overlevelse og udvikling.
Det der kan være vigtigt er, at acceptere, at DU forandrer dig, at være åben overfor DIN nye måde at være i livet på, og at lære denne nye måde at kende.
Det kan nemlig være en stor gave for dig allerede under din graviditet.
En vej til mindre udsving i dine humørsvingninger i graviditeten
Hvad kan du så gøre for at få mere overskud og mindre udsving i dit humør?
Motion, frisk luft, sund kost, søvn og hvile har alt sammen en positiv indvirkning på dit humør, derfor er det vigtigt at prioritere dette, hvis du er meget påvirket af dine humørsvingninger i graviditeten.
Derudover anbefaler jeg, at du prioriterer:
Ro – både i og omkring dig. Det gælder i dine omgivelser og det gælder dine tanker og bekymringer.
Dig selv – at du husker dig selv i denne tid. Der sker mange forandringer i dit liv, der er et nyt menneske du skal drage omsorg for, og du skal også huske at drage omsorg for dig selv.
Tilknytningen til dit barn – tilknytningen til barnet er for mange gravide en vej til at finde mere ro og glæde i graviditeten.
Dit parforhold – i parforholdet er det vigtigt at I er åbne og ærlige omkring jeres følelser, og at I kan give plads til forskellighederne i jeres oplevelser af graviditeten.
Husk igen på at det er en proces, du går igennem lige nu, som hele tiden forandrer sig, og du forandrer dig med den.
De bedste hilsner,
Gitte Daasbjerg,
Psykoterapeut MPF. Musikterapeut, cand.mag.